Tidsmæssig placering

Brikvævning er en af de ældste teknikker, der har været anvendt til tekstilfremstilling, og den daterer sig tilbage til Bronzealderen, f.eks. Egtvedpigens dragt. Brikvævningsteknikken har været kendt over det meste af verden, men materialer, mønstre, farver og metoder varierer meget fra sted til sted.

I Danmark har brikvævningen oftest optrådt som bånd, der har været brugt som belægninger eller som “opsætningskant” på stof vævet på opstadvæv (se evt. folder om vævning). Den bredest kendte brikvævning fra Danmark er ca. 8 cm. bred, og der har været benyttet ca. 150 brikker! Fundet er et gravfund fra Donbæk, sydvest for Frederikshavn, fra det 3. Århundrede efter vor tidsregning. De ældst bevarede brikker i Danmark er af træ og stammer fra Dejbjerg-fundet (1. årh. før vores tidsregning).

Hvad er fundet i Norden

I Danmark er der fra Vikingetiden fundet meget smukke – delvist bevarede – brikvævede bånd fra Mammen-graven ved Bjerringbro fra ca. år 970. I fundet indgik der bånd af uld samt to andre bånd udført i silke med indlæg af guld- og sølvtråde.

I Norge kendes der fund fra Oseberg skibsgraven, bl.a. en brikvævning med 52 brikker opsat klar til brug.

I Sverige er der bl. a. i Birka også fundet smukke brikvævede bånd. De fleste af Birka-båndene bånd er udført med guld- og/eller sølvtråde i brokadeteknik. Nogle forskere hælder til den antagelse, at disse bånd på så forskellige lokaliteter er import fra området omkring Byzans – mens andre mener, at de er fremstillet lokalt i det nordiske område.

Brikvævede bånd findes også fra andre steder i Europa.

Mere ydmyge materialer har sikkert været anvendt, hvor resultatet har skullet bruges til f.eks. hestetømmer, trækremme og bælter.

Hvad er brikvævning?

Brikvævningsteknikken er en væveteknik, der – som ordet beskriver – udføres ved hjælp af et antal firkantede brikker med et lille hul i hvert hjørne, hvorigennem trenden løber. Som islæt anvendes en løs tråd, som med håndkraft lægges ind i væveskellet efter hver drejning.

Hvordan ser brikkerne ud?

Som nævnt er brikkerne kvadratiske i en størrelse på mellem 3,5×3,5 cm. og 7×7 cm. og forsynet med et hul i hvert af hjørnerne.

Til enkelte typer bånd har man belæg for, at brikkerne kun har været trådet med to tråde – i modstående huller.

Brikkerne, der har været anvendt til vævningen, har været udført af meget forskellige materialer, bl. a.

  • træ
  • læder
  • ben
  • horn
  • elfenben og
  • pergament (tyk!)

I nyere tid anvendes fiberpap eller plastik.

Hvad brikvævede vi af?

Uld, hør og silke er fundet, men også nældefibre kunne tænkes anvendt. Til de meget fornemme bånd, der er fundet, har der også været anvendt sølv- og guldtråd i kombination med vegetabilske fibre, som oftest er gået tabt i den tid, de har ligget i jorden.

Brikvævningsteknikken

De enkelte brikker kan trådes med op til fire forskellige farver tråd – hvorved der bliver mulighed for et uendeligt antal mønstervariationer.

I dag benyttes oftest en teknik baseret på en kvart samtidig drejning af alle brikkerne (hvor mange man anvender afhænger af mønster og formål).

Herved ændres væveskellet og der indlægges islæt tråd. Denne fremgangsmåde er en god måde at lære brikvævningsteknikken på. Men når man først er begyndt at kunne “gennemskue” teknikken, bliver det langt mere interessant – og giver langt flere mønstermuligheder – at dreje de enkelte brikker individuelt. Det er også denne teknik, der er anvendt i de fund, der omtales.

Drejningen bevirker, at trådene fra de fire huller samtidigt tvindes, og der dannes det, man benævner “snoredannende brikvævning”.

Opsætningen af de enkelte brikker har betydning for, om der dannes smukke regelmæssige mønstre.

Variationer kan forekomme ved, at brikkerne enkeltvis drejes om deres egen lodrette akse (“vippes”), så for- og bagkant skifter plads.

Mønstervariationer kan også laves ved at vende brikkerner om deres vandrette akse (“rulning”), så over- og underkant bytter plads. Denne teknik har været benyttet ved et vikingetidsfund fra Gotland, som er rekonstrueret i 1996.

Det uldne bånd fra Mammen-graven er tegnet ud i et mønster, hvor hver “drejning” fylder én linie. Hele mønsteret fylder på denne måde 342 mønsterlinier!

I Mammen-båndet drejes brikkerne – som antydet ovenfor – enkeltvis efter den udtegnede drejningsrapport. En teknik, der kræver omhyggelighed og koncentration.

Birkabåndene er – som nævnt – udført i brokadeteknik. D.v.s., at der indvæves en ekstra “skudtråd”, som flotterer frem og tilbage indenfor konturerne af den enkelte mønsterfigur.

Både dette brikvævede bånd og det brocherede bånd fra Birka indgår i de rekonstruktioner, som Vikingegruppen Gimle har prøvet at lave.

I dag bruger vi mest båndene som pyntekanter på vore dragter, kapper og huer.