Tidsmæssig placering

Filtning er dokumenteret tilbage til ca. 600 år før vores tidsregning.

Hvad er fundet i Norden?

Der er ikke fundet særligt mange filtede ting ved arkæologiske udgravninger. Det hænger sammen med, at filtede materialer meget let forgår, hvis de ikke har henligget under særligt gunstige forhold.

Der er dog fundet en filtet maske i havnen i det gamle Hedeby (nu Haithabu). Maskens anvendelse kender vi intet til, men den passer foran ansigtet på et voksent menneske.

På Trelleborgmuseet, Sjælland, ligger et stykke filt fra borgens voldgrav, dateret til 900-tallet.

Der er også fundet nogle filt-fragmenter, der har været brugt til at tætne (kalfatre) både med.

Hvad er filtning?

Filtning er en gammel teknik hvormed man får fårenes uld til at hænge sammen i stoflignenden stykker eller til brugsgenstande der direkte filtes i facon til f.eks. huer, støvler, veste eller tasker.

Til filtningen anvendes i princippet kun fåreuld og vand.

Hvad filter vi med?

Ulden

Den fåreuld, vi anvender til vikingetids-filtning, hører til den grovere type, da det er vigtigt, at den indeholder dækhår. For at anvende en uldtype, der ligner vikingetidens mest muligt, anvender vi helst kun uld, der stammer fra Spælsau-fåret.

Ved udtagne uldhårsprøver, hvor man sammenligner uld fra fund fra vikingetiden med Spælsaufårets uld, er der konstateret en meget stor lighed.

Uldens opbygning

Skællenes placering på de enkelte dækhårsfibre er ikke identisk med placeringen på underuldsfibrene.

I dækhårene støder skællene sammen kant-til-kant, hvorimod de på underulden ligger forskudt, ligesom tagsten.

Underuldsfibrene filtre derfor meget nemt sammen, da filteprocessen får skællene til at rejse sig og gribe ind i hinanden. Derfor er det sværere at filte, hvor materialet indeholde mange dækhår.

Fordelen ved at medtage dækhår i filtning er imidlertid, at det bliver et stærkere materiale og at filten bliver langt mere afvisende overfor for vand (regn og andet vejrlig).

Vandet

I sin oprindelige form er filtningen nok sket kun med vand og uld, hvorved uldens naturlige indhold af lanolin efter lang tids arbejde har fået uldfibrene til at forene sig i sammenhængende flader.

Det letter dog processen meget, hvis der til vandet tilsættes afkog af sæbeurt eller urin(!). I den filtning vi laver anvendes ofte almindelige sæbespåner.

Processen

Inden selve filtning kan gå i gang på den måde, vi forestiller os, det er sket i Vikingetiden, starter vi med at tese ulden, d.v.s. at skille underuld fra dækhår. Herefter piskes ulden (f.eks. med nogle pilekviste eller lignende) så snavset i ulden falder af.

Herefter er ulden klar til filtning.

Til selve filtningen har vi i forvejen lunet noget vand (ikke varmere, end at vi kan have hænderne i det) og tilsat det et afkog af sæbeurt (evt. “snydt” og brugt sæbespåner).

På en jævn flade, der kan tåle at være våd i et stykke tid, lægges den tesede og piskede uld op i en passenden portion. Herefter kommes det lune vand på, og processen med – med hænderne – at gnide uld og vand sammen begynder. Det er i denne proces uldhårene “samler sig” og bliver til et sammenhængende stykke filt. Tykkelse og størrelse bestemmes af den, der filter.

Oplysningerne på denne side er samlet af Birgitte Rasmussen.