Tidsmæssig placering

Vi ved ikke nøjagtigt, hvornår man begyndte at lære sig kunsten at farve, men allerede for 4000 år siden kendte kineserne til at farve med blå og røde farvestoffer. Ægypterne og fønikierne kendte også til kunsten at udvinde purpur-farve af bestemte sneglearter, der levede ved Middelhavs-landene.

I Norden har vi farvet ulden fra fårene, der har været kendt som husdyr i ca. 3000 år.

Hvad er fundet i Norden?

Ved arkæologiske udgravninger har man fundet små farvede tøjstykker, der vidner om, at også oldtidsmenneskene har farvet deres dragter. I 1970 fandt man stumper af en kvindedragt fra Jernalderen i nærheden af Ringkøbing Fjord. Stoffet viste tydelige tegn på at være farvet med rødt og blåt farvestof. Analyser af stofresterne viste, at den blå farve stammede fra planten vajd. Fundet omtales i faglitteraturen som “Den blå pige fra Lønne Hede”. Fund af frø i et lerkar fra en boplads fra romersk jernalder ved Grinderup i Thy viser, at vajd-planten har været dyrket i Danmark.

Gravfund fra Vikingetiden vidner også om farverigdom i klædedragten. Især i de berømte stormandsgrave i Mammen (ved Viborg) og Birka (i Sverige) har bidraget med tekstilfragmenter af beklædningsgenstande og brikvævede bånd, med mange farver i.

Hvad vil det sige at plantefarve?

At plantefarve vil sige at tilføje eller ændre farven på et garn eller et stykke stof ved hjælp af vand og naturens egne farvestoffer i blade, blomster og rødder.

Her omtaler vi kun farvning af uld.

Hvordan plantefarver vi?

Vi starter med at bejdse garnet. Bejdsningen – der har til formål at gøre ulden mere modtagelig for den senere indfarvning – sker almindeligvis med alun, der er et metalsalt, der i løbet af bejdsningen sætter sig i uldens fibre. Garnet vindes op i et fed, der holdes sammen et par steder med bomuldstråde for at undgå sammenfiltning. Alun og uld kommes i det kolde vand og opvarmes sammen til 80 til 100 grader C. Temperaturen holdes i ca. 1 time, hvorefter gryden fjernes fra varmen og stilles til afkøling.

Når ulden skal farves med plantemateriale fyldes en stor – gerne emaljeret – gryde med rent vand, 4-5 liter pr. 100 gram garn. Herefter kommes plantedelene i, i det forhold, der er beskrevet under “Gode råd om farvning” på folderens bagside. Garnet tages fra alun-badet og lægges over i farvegryden.

Gryden varmes langsomt op til lige under kogepunktet og der røres forsigtigt i gryden. Temperaturen holdes en time eller længere. Når gryden fjernes fra varmen, skal det hele køle langsomt ned. Når farvebad og uld er almindeligt håndlunkent, tages ulden op og skylles i lunkent vand og hænges til tørre i skyggen.

Husk at uld ALDRIG må udsættes for temperaturchok!

Hvilke planter giver hvilke farver?

Det er muligt at farve uld i flere farver med planter, der vokser i Danmark. Også svampe, rødder, bark, kogler og forskellige lavsorter kan anvendes.

Gule farver

Følgende planter giver gule farver

  • rejnfan
  • røllike
  • vau
  • birkeblade
  • melbærrisblade
  • duftløs kamille.

Melbærrisblade vides at være anvendt til farvning i Vikingetidens vævninger.

Brune farver

Brune farver fås bl.a. fra

  • bark
  • lav
  • valnøddeblade og skaller
  • ellekogler og blade.

Røde og orange farver

Rødlige farver fås bl.a. fra

  • rødder af trenervet snerre (Gálium boriale)
  • gul snerre (Gálium virum)
  • kraprod (rubia tinctoria) – husk særlig proces
  • fliget brønsel – findes ved vandhuller

Blå farver

  • farvevajd – kan sås og dyrkes i haven – husk særlig proces

Grønne farver

  • nælderod
  • perikum

der begge i bedste fald giver en svag gulgrøn farve. Det er derfor langt bedre at overfarve gult med blåt.

Særligt egnede planter

Næsten alle planter indeholder stoffer, som i større eller mindre (holdbar) grad kan farve uld. De nedenfor nævnte planter indeholder meget farvestof og har en relativt stor holdbarhed og lysægthed, hvorfor de er særligt velegnede til hjemmefarvning

  • Birkeblade (betula verrucosa) varm gul
  • Rejnfan, hele planten (tanacétum vulgare) gulgrøn
  • Valnød, blade og skaller (júglans regia) varm brun
  • Duftløs kamille, (matrcária inodóra) gul
  • El, kogler og blade (álnus glutinósia) gråbrun
  • Stenlav (parmélia saxátilis) brun
  • Eg, blade og bark (quércus róbur) grå, sort

Gode råd om plantefarvning

Hvis du selv vil prøve at plantefarve er her nogle “tommelfingerregler”, der vil hjælpe dig til et godt resultat.

Vandmængde

4-5 liter pr. 100 gram garn.

Mængde af farveemne (plantedele)

  • Friske blade: Ca. 4 gange så mange, som gram garn
  • Friske blomster: Ca. dobbelt så mange, som gram garn
  • Tørre blade: Ca. dobbelt så mange, som gram garn
  • Tørrede blomster: Ca. lige dele blomster og gram garn

Bejdsning – pr. 100 gram garn

Til gule farver: 15 gram alun og 5 gram vinsten

Til røde farver: 20 gram alun, 10 gram vinsten og 2 gram tinsalt

Til brunligt skær: 5 gram chrom og 2 gram vinsten.

Kemikalierne kan købes hos Materialister.

Ved anvendelse af kraprod og vajd, skal der anvendes en anden farveproces – spørg.

Specielle nuancer

Da vi har med naturmaterialer at gøre, kan der ikke gives specielle opskrifter, men der gælder den hovedregel, at farvestyrke og nuancer kan varieres ved at ændre forholdet mellem vægten af garn og plantedele, samt ved at tilsætte forskellige kemikalier.

Oplysningerne på denne side er indsamlet af Karen Marie Gabe.